Det nye rum i dig

Det nye rum i dig

Hun havde gået i de samme gangarealer hele sit liv. Gangarealer, der strakte sig lige så langt som øjet rakte og i en uendelighed. Sammen med andre havde hun bevæget sig ud og ind ad de døre, der havde kaldt på hende, når hun skulle fyldes op med brændstof i form af den energi, der dannede udgangspunkt for de initiativer og beslutninger, der skulle tages og derefter bringe hende videre ad livets vej.

Hvert af de rum, der skjulte sig bag dørene repræsenterede de forskellige elementer, hun havde valgt at hente ind og nærer sine livsprocesser med. Elementer udenfor hende selv, som hun havde valgt at tro på. Hun havde altid skelet mest til de andre og det, de gjorde og havde ladet sig inspirere af dette. Hun var ofte gået forbi en ”dør”, som indimellem dukkede op i gangarealet blandt alle de andre døre. Dør kunne man vel egentlig ikke kalde den, for den adskilte sig fra alle de andre, som var karakteriseret ved at være tung og bastante. Denne ”dør” havde ikke noget håndtag. Den var blot et klæde, som du kunne vælge at glide igennem. Hun havde ofte været tiltrukket af at finde ud af, hvad der skjulte sig i rummet bag det magiske klæde. Modsat de andre rum, der var forseglet bag de store og tunge døre, kom der lyde, dufte og lys fra det her rum. Et meget smukt lys faktisk. Der strømmede eksotiske dufte fra rummet, ligesom der var sang og latter.

Det mystiske var, at næsten ingen gik derind. De havde alle travlt med at gøre det, som alle andre gjorde. Det var som om, at mange frygtede, hvad de ville finde i rummet bag det magiske klæde. De vidste, hvad de havde at forholde sig til, når de gik de vante veje på rejsen. Men de vidste ikke, hvad de ville få. Det letteste var at gøre det, som alle andre gjorde.

Men der var noget i hende, der kaldte på noget nyt. Og rummet bag det magiske klæde blev mere og mere tilstedeværende på hendes færden i gangarealet. Som om det dukkede oftere og oftere op i ”gadebilledet”. Det var, som om lyset, der strømmede ud fra rummet, aktiverede noget i hende. Hvis ikke hun vidste bedre, ville hun tro, at hun selv bar en lille gnist i hendes indre, som længtes efter at blive tændt af dette lys. Men, hendes tanker vidste selvfølgelig bedre. Eller gjorde de… Alligevel tænkte hun, at det måske i virkeligheden var forkert at basere sine beslutninger på frygten. Og i dette tilfælde frygten for det fremmede. Hvad ville der ske, hvis hun slap frygten og lod sig lede af kærligheden og i dette felt mest af alt kærligheden til sig selv og respekten for det, som føltes om rigtigt for hende at gøre…

En dag blev hun ramt af en overvældende følelse af mangel på mening. Hendes nuværende mindset bragte hende ikke videre. Men værst af alt var følelsen af, at hun ikke vidste, hvem hun selv var. Hun kunne ikke kende sig selv mere. Det var, som om at hendes vinger var blevet klippet af, og hun havde mistet indflydelsen på og fornemmelsen for, hvor hun dybest set ønskede at flyve hen. Den energi, hun havde fyldt sit liv og sit indre med, havde gjort hende mere og mere fremmed overfor sig selv. Hun var fyldt af en tomhed, men også et mørke, som hverken blev fyldt op eller oplyst, ligegyldigt hvor hun henvendte sig, eller hvad hun opnåede. Hun blev opmærksom på, at den tomhed, som hun fornemmede, også var synlig i de andres øjne – dem hun gik vejen sammen med. Hun nåede til det punkt, hvor det IKKE at være glad og det IKKE at trives blev motivation nok til at tage skridtet i en ny retning. Hun mærkede et mod vokse frem i det nu, hvor hun følte, at hun dybest set ikke havde noget som helst. Et mod, der var motivation nok til at ville forandre gennem nye handlinger og derigennem at kunne lade sig lede til et ukendt sted. Det blev simpelthen nok for hende ikke at være glad. Hun var kommet til det sted i livet, hvor hun var villig til at risikere det, hun havde, uden at vide hvad hun ville få i dets sted. Hun havde fået nok af nok…

Den dag hun gled gennem det magiske klæde og trådte ind i rummet på den anden side, gik hun med lethed og ukuelig vilje og styrke. Alle tankerne om, hvor svært det ville være at gå en ny vej, var luftkasteller, der forsvandt som dug for solen. Luften sivede hun af dem, lige så snart hun så sin frygt i øjnene. Det syn, der ventede hende på den anden side var overraskende. Rummet, hun trådte ind i, var entreen til hendes eget indre hus. Et hus, hvor mange rum var henlagt i mørke. Hun forstod, at hun her vendte tilbage og mødte den, hun var og dybest set altid havde været. Et udgangspunkt, som hun havde forladt, fordi hun var kommet til at tro mere på noget udenfor sig selv, end det der boede inden i – hendes visdom, hende unikhed, hendes ressourcer og hendes værdigrundlag. Essensen af den, hun var og er.

En afgørende og livsforvandlende proces tog sin begyndelse den dag. En proces, der handlede om at begynde at tænde lys i alle de rum, som hun havde forladt for så mange år siden. En rejse, der skabte forbindelse til så mange små rum, som hun havde glemt eksisterede. En rejse, der forbandt hende med noget større og noget mere – om end uhåndgribeligt men ikke desto mindre så uendelig powerfuldt, rigtigt og glædesfyldt. En energi, som var og altid havde været tilgængelig for hende. Det var en rejse, der bragte hende hjem.

Tina Sofia

Tina Sofia

error: Content is protected !!