img_1647.jpg

Når noget nyt skal fødes

Jeg synes, træet i min barndomshave ligner en kvinde, der rejser og strækker sig efter en lang søvn. Hun minder mig om det feminine i os alle, der vågner efter tusindvis af år i dvale. Det er det, vi ser mange steder, og det er det, vi mærker, der slår knuder indeni.

Mange taler om en magisk tid med lettere energier og stor forvandling. Jeg ser det, MEN jeg ser også, at vi bliver bedt om at omsætte vores indre oplevelser og vores følelser til nye handlinger. Og her er vi stadig udfordrede… Vi bliver bedt om at finde og stå ved kvindens lederskab og måde at være og interagere på og bringe det feminines essens ud i de livsområder, hvor vi tidligere ikke turde stå med “hende”. Alle de områder, hvor vi tidligere ikke spillede rent spil, kalder insisterende på dit (k)ærlige eftersyn støttet op med lige så (k)ærlig handling.

Jeg ved, det er en tid, hvor vi let mister balancen. Men balancen er essentiel. Vi bliver bedt om at tage vores power som kvinder og vores feminine visdom og væsen og integrere disse ressourcer i hele vores eksistens. Vi bliver bedt om at finde ind til vores egen følelse af værdi og virkelig stå ved os selv i vores måske nok mest sårbare afsæt.

Det er ikke et let felt at betræde. Hvis du er udfordret og mærker genklang ved mine ord, så vid at du står her, fordi du kan. Du står her, fordi du bærer forandringens vilje, mod og evne. Men lige nu er det vigtigere end nogensinde før at bære kvinden ud i hele dit unikke felt og farve dine omgivelser med hendes blide, men samtidig powerfulde energi. Hun fødes gennem dig lige nu.

Jeg ved, at det er overvældende og skræmmende at slippe dine gamle metoder, men lige nu er det modet til at gøre tingene på nye måder, der bærer forandringerne til vejs ende. Du bliver nødt til at føde hende, for kun gennem denne kraftfulde proces kan du genskabe den udgave af dig, der kan stå stærk og urokkelig i det felt, der skal forandres.

Du kan slippe den kappe, du har iført dig ved at lirke den af stykke for stykke, og have tillid til det værdifulde som skjuler sig under kappen; tillid til dets livsduelighed, værdi og berettigelse.

error: Content is protected !!