Sårbarhed

Siden jeg var helt lille, har jeg kunnet mærke sårbarheden i andre. Den har slået mig omkuld og har været så overvældende i sin styrke, at jeg i en tidlig alder måtte forsøge at lukke ned for den. Jeg kunne græde mig selv i søvne, da jeg var en lille pige, fordi jeg så andre mennesker i deres sjæl – det, de skjulte der og det, de blev misforstået for. Det gjorde mig så ulykkelig og fyldte mig med en kæmpe ansvarsfølelse, som jeg var alt for lille til at bære. Jeg blev ofte mødt med, at det ikke kunne nytte noget, at jeg blev så påvirket – at det var et tegn på skrøbelighed.

Jeg tror, dette sårbare element er virkeligheden for rigtig mange af os.

Jeg har altid kunnet se noget andet i mennesker, end de fleste gjorde. Jeg kunne blive helt forvirret over at opleve andre referere deres oplevelser af en person, for ofte stemte dette på ingen måde overens med min. Jeg kunne føle mig både naiv og forkert. I dag ved jeg, at jeg ofte var i stand til at se gennem de mange lag ind til det smukke potentiale, der bor i alle mennesker. Jeg har måttet lære at beskytte mig selv, så mine grænser ikke blev overskredet. Men i processen lukkede jeg i mange sammenhænge ned for min sårbarhed og sensitivitet, fordi jeg blev væltet af den smerte og medfølelse, som bor i dette aspekt. Jeg forstår nu, at jeg samtidig lukkede ned for den, jeg er og det element, som er en af mine store styrker.

Jeg har lært at lukke stille og roligt op for min sårbarhed igen. Åbne døren på klem, så det kommer gradvist, og jeg kan nå at navigere i det. Jeg forstår nu, at jeg skal slippe ansvaret og vise mine medmennesker tillid. Tillid til at de sagtens selv kan klare det, der er deres. Tage vare på deres smerte og udfordringer. At de skal lære, vokse og udvide sig med deres processer. Fordi de kan.

Jeg kan stadig græde og overvældes af et stort ønske om at gøre det for dem. Svinge en magisk tryllestav og tage deres smerte væk. Men det er ikke mit. Mit er at stå i mit hjerte og vise tillid til, at vi alle kan bære vores eget. Velvidende at vi kan række ud og dele. Kærligheden er i sandhed den største styrke, der kan føre os igennem hvad som helst. Og jeg er taknemmelig for, at jeg nu som voksen tør åbne min dør og mærke den kærlighed, som bor i mit hjerte. Hvor overvældende den end er. Både i sin smerte og sit lys.

Det er en af sensitivitetens mange gaver at kunne mærke andre. Jeg ser ofte andres smerte, frygt og mindreværd. Skjult bag deres smil, henkastede bemærkninger, kontrol og perfektionisme. Mit hjerte bløder for dem og for deres oplevelse af, at skulle gå alene med alt det svære indeni – i nogle sammenhænge så distanceret fra kernen af hele deres væsen, at de kun i brudstykker anerkender deres sårbarhed. Herefter haster de videre i deres flugt fra at være gennemsigtige og forbundet med alt det, som de også er, men ikke har lært at rumme. Vi er efterkommere af en lang linje af menneskeslægten, der har sejret i at lære at handle, præstere og fortrænge, men har fejlet i at lære at være i vores sårbarhed og skrøbelighed. I dette udgangspunkt er mange på kravlestadiet.

Jeg går ud og ind ad rum i denne verden. Møder mennesker på min vej. Jeg mærker deres energier, og når jeg møder dem i mit åbne, sårbare hjerte, oplever jeg megen fortabthed, forvirring, angst og utryghed ved det fundamentale i livets essens. Der er så megen frygt ikke kun for døden, men også for at leve. Reglerne, som vi følger, er ikke vores egne. Den evige stræben efter at spille spillet, passe ind og ikke fejle, holder os i sit jerngreb.

Jeg kan ofte se igennem alle lagene ind til kernen af det inderste væsen. Jeg ser skønhed stråle igennem alle maskerne, og jeg er fuld af omsorg for og kærlighed til mennesker. Jeg ville ønske, at alle kunne vide, at de er nok. At alle kunne se, hvor fine de er. Det lille barn, som kigger frem derinde bagved alt det, vi tror, vi bliver nødt til at være – det er ham/hende, jeg ser.

Det kan være meget sårbart at tillade sig selv at mærke det hele.

Mit hjerte er fyldt med medfølelse for det udgangspunkt, der så længe har været dit og mit. Den smerte og adskillelse, det har affødt i hver enkelt af os. Jeg drømmer om, at vi kan tage imod alt det, vi ikke har turdet mærke i os selv og vide, at vi besidder styrken og viljen til at være med det hele på en naturlig og afslappet måde. At vi kan tage imod vores sårbarhed og lade medfølelsen og forståelsen være vores billet til et bedre liv for os selv og andre.

Jeg tror, den del bor i os alle sammen. Frygten for at mærke, hvor sårbare vi er overfor andres skrøbelighed og smerte. Jeg tror, vi alle overvældes af den og bliver skræmte, fordi den minder os om alt det, vi går på kompromis med i os selv og det samfund, vi lever i. Den konflikt, som sårbarheden indledningsvist skabte i os. Sårbarheden passer simpelthen ikke ind med alt det, vi bliver nødt til at være i det samfund, vi har skabt.

Vi mærker sårbarheden i kærligheden til vores børn. Hvor overvældende store følelser vi besidder i vores kærlighed til og medfølelse for dem. Det er nok i det felt, mange for alvor kommer i kontakt med sårbarheden og bliver mindet om, at den ligger lige neden under huden på os. Men mange føler sig ubevidst nødsaget til at lukke ned for den del. Der er så meget andet, vi først og fremmest er nødt til at være – praktiske, præstationsorienteret, effektive og kontrollerede. Elementer der kan føles uforenelige med den kærlige energi, der lever i det at kunne stoppe op og tage vare på alt det uforudsigelige, der eksisterer i os selv og andre. Det uforudsigelige, der bor i følelser, der fordrer nærvær og omskiftelighed fremfor ”burde” og ”skulle”.

Der er meget, vi ikke længere er nødt til. Der er meget, vi med stor fordel kan tage til os nu og give en plads. Det vil være løsningen på og forløsningen af mange af de konflikter, som vi mærker indeni. Vi rummer alle de samme aspekter. Vi er ikke alene om at være bange. Vi er ikke alene om at føle os overvældet af ansvar og forladt i et udgangspunkt, som mest af alt er blevet påtvunget os, mere end vi valgte det selv. For alle livets uskrevne og menneskeskabte spilleregler er sneget sig ind på hver enkelt af os – på generationerne før os og på generationen, som vi deler denne tid og dette rum med. Sammenhængene er så sammenfiltrede og uigennemskuelige, at vi ikke har den fjerneste fornemmelse for meningen og hensigten med mange af dem. Men, vi mærker dem og den effekt, de har på mange af os. De ligger som et filter henover vores udsyn, men også vores selvindsigt. Vi kan ikke se klart, hverken når vi kigger ud eller kigger ind.

Jeg ønsker for os, at vi giver os selv tilladelse til at slippe filtret og herigennem kontrollen og facaden. I stedet kan vi gribe ud efter sårbarheden og lade den få en større plads, og samtidig også en indflydelse på, hvem vi vælger at være i alle vores sammenhænge og hvordan vi agerer og prioriterer. Jeg ønsker os alle friheden til at være det hele.

Tina Sofia

Tina Sofia

error: Content is protected !!